Manchester United har udset sig Atletico Madrid-stjernen Saul Niguez som det næste store indkøb.

Derfor har klubben besluttet, at man er villig til at bruge de cirka 1,1 mia. kroner, som den spanske midtbanespillers frikøbsklausul lyder på.

Det vil samtidig gøre Saul Niguez til den dyreste spiller i Manchester Uniteds historie.

Det skriver engelske Daily Express mandag.

Foto: ALBERT GEA
Vis mere

Mediet erfarer samtidig, at købet skal finansieres ved et salg af franske Paul Pogba, som i lang tid har været rygtet på vej væk fra Old Trafford.

Real Madrid har været den hotteste bejler til Paul Pogba, og Manchester Uniteds plan skulle angiveligt være at sælge midtbanespilleren til netop madrilenerne. Her regner 'De røde djævle' med at kunne indkassere 850 mio. kr. for Pogba.

Skulle det vise sig at holde stik, kan Manchester United undgå at tabe penge på Paul Pogba, som man på daværende tidspunkt gjorde til verdens dyreste fodboldspiller, da han i sommeren 2016 blev købt i Juventus for 818 mio. kr.

Og det til trods for, at Paul Pogba har fået masser af kritik for sin tid i United, hvor han ikke er blevet den succes, klubben havde håbet på.

Ifølge Daily Express har Ole Gunnar Solskjær længe været interesseret i Saul Niguez, som i managerens optik har de kvaliteter, der kan være med til at bringe Manchester United tilbage til tidligere tiders storhed.

Og den interesse er kun blevet forstærket, efter Saul Niguez imponerede med et par stærke præstationer, da Atletico Madrid tidligere i denne måned sendte Liverpool ud af Champions Leagues 1/8-finaler.

Saul Niguez har kontrakt med Atletico Madrid indtil sommeren 2026, men spanierne er altså tvunget til at slippe ham, hvis Manchester United vælger at indløse frikøbsklausulen.

Midtbanespilleren står noteret for 19 landskampe for Spanien – her er det blevet til tre scoringer.