3.580.624.950,00 kroner.

Det er et stort tal, og det er bedre kendt som lige over 3,5 milliarder kroner. Det er også størrelsen på Manchester Uniteds svimlende store gæld. En gæld, der er forhøjet med en milliard kroner gennem det seneste år. Det skriver Manchester Evening News.

Årsagen til den store gæld og forhøjelsen af denne er naturligvis blandt andet den verserende corona-pandemi, som har sat en stopper for al fodbold i England samt de europæiske turneringer.

Det er dog også ifølge Manchester Evening News købene af Harry Maguire, som Manchester United betalte hele transfersummen for med det samme, samt Bruno Fernandes, som man kun har betalt de første andele af, som også har suget i kassen.

Bruno Fernandes.
Bruno Fernandes. Foto: Jason Cairnduff
Vis mere

Derudover lægger Manchester United vægt på, at gælden i amerikanske dollars ikke er steget lige så voldsomt, som det er i engelske pund på grund af valutakursen, og det er en vigtig faktor. For Manchester United er amerikansk ejet, og dermed er gælden altså i dollars.

Men fodbolden skal også gerne i gang igen for Premier League-klubben, for her er der mange penge at hente. Manchester Uniteds tv-indtægter er faldet med 50 procent på grund af corona-krisen.

Der er dog håb endnu i klubben for, at noget af det tabte kan indhentes.

»Mens det er for tidligt at vide med sikkerhed, om eller hvornår disse ting kan være under kontrol, er vi optimistiske omkring, at det snart vil blive muligt at starte med at spille fodbold igen,« siger direktør Ed Woodward.