Manchester Citys anfører, Bernardo Silva, forlader klubben, når sæsonen er slut.

Det bekræfter Citys assistenttræner, Pep Lijnders.

31-årige Silvas kontrakt med City udløber til sommer, og han forlader Premier League-klubben på en fri transfer.

- Alle gode historier får en ende, siger Lijnders.

- Jeg håber, at han nyder de sidste måneder - der er kun seks uger tilbage - og får en god afsked. Det fortjener han, tilføjer assistenttræneren.

Den portugisiske landsholdsspiller har vundet seks Premier League-trofæer med City i løbet af sine ni år på Etihad Stadium. Han har også været med til at sikre klubben en sejr i Champions League.

Manchester Citys cheftræner, Pep Guardiola, har tidligere beskrevet sin midtbanegeneral som "uundværlig".

Bernardo Silva blev hentet til storklubben fra AS Monaco i 2017. Han har siden spillet 450 kampe for City.

Midtbanespilleren er blandt andet kendt for sin fremragende teknik og utrættelige arbejdsindsats og har været en nøglespiller for Guardiolas hold.

Manchester City vandt Liga Cuppen i sidste måned. I lørdags spillede City sig i semifinalen i FA Cuppen efter en 4-0-sejr over Liverpool.

I Premier League ligger City nummer to - ni point efter førerholdet Arsenal. Manchester City har dog spillet en kamp færre end London-klubben. De har otte kampe tilbage til at indhente forspringet.

/ritzau/Reuters