Club Brugge var ikke i nærheden af at udfordre Manchester City, som vandt mødet i Champions League med 5-1.
Manchester City kom tirsdag tilbage på vinderkurs i Champions League efter nederlaget til Paris Saint-Germain i sidste runde.
Det engelske storhold var på besøg hos Club Brugge, og belgierne kunne ikke stille ret meget op mod Pep Guardiolas mandskab.
City var i fuld kontrol og vandt 5-1. Dermed er holdet oppe på seks point i gruppe A efter halvdelen af kampene.
I samme gruppe tørner PSG og RB Leipzig sammen senere onsdag.
Brugge holdt stand i en halv time mod City tirsdag, men lige så snart, gæsterne fik gang i målscoringen, virkede hjemmeholdet til at miste modet.
João Cancelo åbnede ballet ved at score til 1-0. Portugiseren pillede en høj aflevering fra Phil Foden ned i feltet og prikkede bolden i kassen mellem målmand Simon Mignolets ben.
Målet var ikke tilfældigt. City havde hurtigt sat sig tungt på spillet og dominerede.
Det blev 2-0 lige før pausen. Riyad Mahrez blev nedlagt i feltet og tog sig selv af forsøget af 11-meterpletten.
Kort inde i anden halvleg blev kampen så godt som afgjort, da Kyle Walker scorede til 3-0. Det mente Guardiola tilsyneladende også, for lidt efter blev både Phil Foden og Kevin De Bruyne skiftet ud.
Ind kom Raheem Sterling og 19-årige Cole Palmer, og de samarbejdede et par minutter senere om 4-0-målet. Sterling spillede bolden til Palmer, der med en velplaceret afslutning scorede.
City slap derefter foden fra speederen en smule, og det fik Club Brugge i gang. Med cirka ti minutter tilbage af den ordinære spilletid pyntede Hans Vanaken på resultatet med sin scoring til 1-4.
Glæden varede dog ikke længe. Et par minutter senere scorede Riyad Mahrez igen til slutresultatet.
/ritzau/