Dodi Rasmussen El'Circy.

Smag lidt på navnet. Det smager af Mellemøsten tilsat et stort stænk Danmark.

Men navnet smager også af fodbold - og endda af en af verdens absolut største og rigeste fodboldklubber.

Dodi Rasmussen El'Circy er Danmarks 'hemmelige' stortalent. Et 15-årigt talent, der væk fra offentlighedens søgelys gennem syv år har spillet i Manchester City.

City, der anført af klodens bedste fodboldtræner i form af Pep Guardiola spiller med om de største trofæer, behøver næppe få flere ord med på vejen. Men det gør Dodi Rasmussen El'Circy.

Med en dansk mor og et dansk statsborgerskab er vejen banet til en fremtid i rødt og hvidt.

»Jeg holder rigtig meget af Danmark. Det er mit yndlingssted. Jeg ville elske at repræsentere Danmark, for jeg elsker dansk kultur og danskerne. Forhåbentlig kan jeg en dag spille VM for Danmark. Det drømmer jeg om,« fortæller Dodi Rasmussen El'Circy til B.T.

Men City-spilleren har trods rødbedefarvet pas, spredte danske gloser og en mor med det gode danske navn Hanne, aldrig boet mellem Gedser og Skagen.

I kamp mod Paris St. Germain.
I kamp mod Paris St. Germain.
Vis mere

Hans far er britisk statsborger født i Egypten, mens Dodi Rasmussen El'Circy er født og opvokset i eksotiske og storladne Dubai, hvor faderen stadig bor - og hvor fodboldkarrieren kickstartede på Arsenals og FC Barcelonas lokale akademier.

Men Europa kaldte. Langt fra byggeboom, 'palmer' og skyskrabere i Dubai. I 2011 flyttede Dodi Rasmussen El'Circy med sin danske mor og lillebroderen Oliver til Manchester-området, hvor 'de lyseblå' stod klar med åbne arme.

Familien flyttede til England, for at de to sønner kunne nå så langt som muligt inden for det spil, de har spillet målrettet, siden de var helt små. Manchester City blev klubben, der tog dem begge under vingerne.

Her startede talentet, der boltrer sig i angrebet og på venstre fløj, på storklubbens U10-hold, men i dag står han på trinnet til klubbens U18-mandskab.

»Jeg føler mig meget heldig. Jeg spiller med nogle fantastiske spillere i nogle fantastiske faciliteter,« forklarer Dodi Rasmussen El'Circy, der sammen med holdkammeraterne træner klos op ad de stjerner, som danskerne kender fra tv-skærmene i midtugen og weekenden.

»Førsteholdet træner lige der, hvor vi kommer ud af omklædningsrummet. Så de kommer altid over til os, snakker med os og og hjælper os. Det giver en hel masse, for du lærer meget af at være omkring og tale med verdensklassespillere,« fortæller talentet, der nu i syv år har gnubbet skuldre med nogle af de største spillere.

Lærer-elev-forholdet har endda ført til et par venskaber med nogle af fodboldverdenens giganter.

»Jeg har det rigtig godt med Leroy Sané, Raheem Sterling og Sergio Agüero. De opfører sig ikke som smarte stjerner, men er tværtimod meget ydmyge. Det er faktisk imponerende, at de er så ydmyge, når man tænker på, hvor store stjerner de er. De er blevet mine gode venner,« siger den danske teenager.

Dodi Rasmussen El'Circy er i dag venner med Manchester City-spillere som Sergio Agüero, Leroy Sané og Raheem Sterling. Men han er ikke uvant med at hænge ud med de største. Han har trænet med Paul Pogba, og her er han i selskab med selveste Cristiano Ronaldo.
Dodi Rasmussen El'Circy er i dag venner med Manchester City-spillere som Sergio Agüero, Leroy Sané og Raheem Sterling. Men han er ikke uvant med at hænge ud med de største. Han har trænet med Paul Pogba, og her er han i selskab med selveste Cristiano Ronaldo.
Vis mere

Dodi Rasmussen El'Circy er de seneste år blevet opflasket i Pep Guardiolas tankegang, filosofi og system. Den store spanske manager kigger indimellem forbi ungdomsholdets træninger, hvor han tegner stregerne op i 'the Guardiola way'. Men til sommer er det slut. Slut med Manchester City og slut med Pep Guardiola. Talentet vil videre i karrieren efter syv år i lyseblåt.

»Min kontrakt løber ud til sommer, og jeg kommer ikke til at forny den. Jeg vil til en anden klub, fordi jeg vil have en ny udfordring. Jeg vil prøve noget nyt og forhåbentlig få førsteholdsfodbold,« forklarer den unge dansker med en realistisk tilgang til fremtiden i en af verdens bedste klubber.

»Det ville blive meget svært at få førsteholdsfodbold i Manchester City. Det er en fantastisk klub at være i som ungdomsspiller, men det er svært at slå igennem til førsteholdet. Det sker meget sjældent. Brahim Diaz (han er lige blevet solgt til Real Madrid, red.) og Phil Foden (engelsk stjerneskud, red.) er to undtagelser. Derfor vil jeg til en anden klub og prøve en anden kultur på et højt niveau. Forhåbentlig kaster det samtidig førsteholdsfodbold af sig,« fastslår Dodi Rasmussen El'Circy.

Offensivspilleren, der har sine styrker i sine driblinger og sin hurtighed, står derfor over for et par ekstremt afgørende måneder af den slags, der kan 'make eller breake' en karriere.

»Manchester City fortæller mig, at jeg har gode chancer for at slå stort igennem. Jeg har en del tilbud. Nu skal jeg bare vælge. Det gør jeg i februar,« fortæller han.

En ny klub har han endnu ikke udset sig. Men et landshold har han valgt. Er han god nok, kan han spille for enten England eller Danmark. Men der er ingen tøven trods de internationale muligheder.

»Lige nu er mit mål at komme ind på de danske ungdomslandshold,« slutter han.

Født og opvokset i Dubai, bosat i England, dansk statsborger og på vej til en ny kultur. Det bliver ikke meget mere globaliseret end Dodi Rasmussen El'Circy. Nu er han ikke 'hemmelig' længere.

Vil du se mere til Dodi Rasmussen El'Circy? Du kan følge talentet på Instagram via @dodinho23.

Dodiu Rasmussen El'Circy var i sommer en del af DBUs talenttræf for årgang 2003.
Dodiu Rasmussen El'Circy var i sommer en del af DBUs talenttræf for årgang 2003.
Vis mere