Manchester City har ikke opgivet håbet om at spille Champions League de kommende år.

I hvert fald gør klubben, hvad de selv kan for at få omstødt Uefa's beslutning. Det skriver engelske The Mirror.

Klubben har hyret David Pannick, en højtrespekteret advokat i Storbritannien, til at føre den engelske klubs sag. Og det er ikke småpenge, Manchester City giver for samarbejdet.

20.000 pund - eller 175.000 danske kroner - skulle David Pannick, ifølge The Mirror, tjene om dagen.

David Pannick - her fotograferet i 2019.
David Pannick - her fotograferet i 2019. Foto: ANDY RAIN
Vis mere

Det kom som en stor overraskelse, da Uefa i sidste uge besluttede, at den engelske storklub blev bandlyst fra Champions League i to sæsoner.

En straf, der gælder i sæsonerne 2020/2021 og 2021/2022.

Uefa's beslutning kom efter, at CFCB, som er det organ i Uefa, der dømmer i de sager, hvor fodboldklubber er under mistanke for at have forbrudt sig mod FFP (Finansial Fair Play, red.)-reglerne, dømte Manchester City skyldig i FFP-reglerne.

Ifølge CFCB har Manchester City begået alvorlige brud på FFP-reglerne ved blandt andet at overdrive klubbens sponsorindtægter mellem 2012 og 2016.

Pep Guardiola har forsikret, at han forbliver i Manchester City - uanset om klubben spiller Champions League eller ej.
Pep Guardiola har forsikret, at han forbliver i Manchester City - uanset om klubben spiller Champions League eller ej. Foto: LYNNE CAMERON
Vis mere

Og det er det, som David Pannick nu skal forsvare Manchester City i.

David Pannick er samtidig ikke hvem som helst i det engelske retssystem. For to år siden var han med til at køre en sag mod forhenværende premierminister Theresa May om Storbritanniens rolle i EU.

En sag, der endte med at forhindre Theresa May i at trække Storbritannien ud af EU.

Status for Manchester City er lige nu, at de har appelleret Uefa-kendelsen til Den Internationale Sportsdomstol (CAS, red.).