Den argentinske stjerneangriber Gonzalo Higuaín skifter fra italienske Milan til engelske Chelsea.

Det bekræfter Chelseas manager, Maurizio Sarri, på et pressemøde forud for klubbens pokalkamp mod Tottenham.

Her fortæller Sarri, at Gonzalo Higuaín skriver under på en kontrakt med klubben inden for få timer.

»Jeg håber, at han scorer mål fra begyndelsen, men han har meget mere i sit spil end bare mål. Vi håber, at han kan genfinde sin bedste form,« siger Sarri på pressemødet.

Gonzalo Higuaín kan inden for få timer kalde sig Chelsea-spiller. Waleed Ali/Reuters
Gonzalo Higuaín kan inden for få timer kalde sig Chelsea-spiller. Waleed Ali/Reuters
Vis mere

Han fortæller, at skiftet ikke når at gå i orden, så angriberen kan være med i torsdagens opgør mod Tottenham.

I dette returopgør i Liga Cuppen skal Chelsea forsøge at vinde samlet, efter at Tottenham vandt den første semifinale med 1-0 på hjemmebane.

Med skiftet kan Higuaín føje endnu en storklub til sit imponerende cv.

Han har tidligere optrådt for River Plate, Real Madrid, Napoli og Juventus, inden han sidste år skiftede til Milan på en lejeaftale.