Et halvt døgn efter sejren over FC København er Uwe Rösler færdig som træner i Malmö FF.

»Dette er i bund og grund min beslutning,« siger træneren selv.

Den svenske klub har fortalt om beslutningen på et pressemøde fredag formiddag, efter at klubben torsdag gik videre i Europa League med 1-0-sejren i Parken.

Klubben fortæller, at ledelsen og Rösler er uenige om den fremtidige retning for klubben.

»Uwe kom til mig for at diskutere fremtiden, og i forbindelse med de diskussioner kom det frem, at vi ikke er enige om, hvilken vej Malmö FF skal tage fremover,« siger sportschef Daniel Andersson:

»Men selv om vi har forskellige syn på klubbens vej frem, skilles vi som venner.«

Sæsonen i Allsvenskan er for længst afsluttet og endte med en andenplads - et point efter Djurgården, der vandt guld. Torsdagens kamp i Parken var derfor den sidste i år.

Allerede forud for den svenske 1-0-sejr, der betød, at Malmö FF gik videre som etter fra gruppespillet foran FCK, gik der rygter i medierne om, at kampen ville blive Röslers sidste.

»Vi har endnu ingen afløser klar. Det bliver selvfølgelig en udfordring at erstatte Uwe med tanke på de resultater, han har haft. Processen med at finde en ny træner er i gang, og vil selvfølgelig forsøge at få det på plads så hurtigt som muligt,« siger sportschef Daniel Andersson fredag.

Det er langtfra første gang, at ledelsen i Malmö skiller sig af med en træner ovenpå en succes. I 2016 gjorde danske Allan Kuhn den skånske klub til svensk mester, men blev efterfølgende fyret.

Også danskerens afløser, Magnus Pehrsson, blev fyret få måneder efter at have vundet mesterskabet.

51-årige Rösler har været cheftræner i flere norske og engelske klubber, inden han i 2018 tiltrådte i Malmö FF.