Den engelske landsholdsspiller Harry Maguire havnede i sidste uge i en uheldig sag på den græske ø Mykonos.

Manchester United-spilleren fortæller til BBC, at han frygtede for sit liv, da han pludselig befandt sig i et klammeri med græske politibetjente og efterfølgende blev idømt 21 måneder og 10 dages fængsel.

- Det var forfærdeligt.

- Jeg kunne ikke tro det, siger Maguire til BBC i interview, hvor han bryder sammen.

Efterfølgende har han appelleret dommen.

Ifølge fodboldspilleren befandt han sig med et selskab i en minibus, da civilklædte politibetjente dirigerede dem ind til vejkanten. Betjentene tilkendegav ifølge Maguire ikke, hvem de var.

Manchester United-spilleren forklarer, at han efterfølgende blev hevet ud af bussen og blev slået på benene, mens han fik at vide, at hans fodboldkarriere var forbi.

Maguire fortæller, at han iført håndjern forsøgte at flygte, da han fortsat ikke vidste, hvem mændene var.

Fodboldspilleren afviser samtidig, at han selv skulle have slået på nogen. Også anklagen om bestikkelse afviser han.

- Jeg føler ikke, at jeg skylder nogen en undskyldning.

- Man giver kun en undskyldning, hvis man har gjort noget forkert, siger han.

/ritzau/