Gijon: Barcelona-stjernen Lionel Messi har rundet endnu et skarpt hjørne i sin imponerende fodboldkarriere.

Onsdag aften scorede den argentinske målsluger sit mål nummer 300 i den bedste spanske fodboldrække, da Barcelona på udebane besejrede Sporting Gijón med 3-1 i en udsat kamp.

 
Den lille argentiner gav Barcelona en fantastisk start da han scorede sit mål nummer 300 i La Liga.
Vis mere

Det historiske mål faldt efter 25 minutters spil, da Messi tog et par træk uden for feltet og udplacerede Sporting Gijóns målmand med et velplaceret skud.

Senere i første halvleg understregede Messi, at han allerede er på vej mod nye rekorder, da han lavede sit mål nummer 301 efter fint sammenspil med Luis Suárez.

 
Borja Baston kunne sende bolden i kassen efter et flot oplæg fra Inun.-
Vis mere

I mellemtiden havde Carlos Castro fået udlignet til vild jubel for det altid engagerede publikum på El Molinón i Gijón, men det kunne hverken hyle Messi eller hans holdkammerater ud af den.

På forhånd lignede det ellers en besværlig opgave for Barcelona, fordi nedrykningstruede Sporting i de seneste uger har leveret gode resultater, men de catalonske gæster er ikke ubesejret i 17 ligakampe i træk uden grund.

Efter pausen skruede de forsvarende mestre tempoet yderligere i vejret, og Suárez nåede at brænde et straffespark, før han selv øgede til 3-1 midt i anden halvleg.

Kampen var udsat fra 16. spillerunde i december, da Barcelona spillede VM for klubhold, og nu har alle hold i den spanske række spillet lige mange kampe.

Barcelona øgede med sejren forspringet til Atlético Madrid til seks point, mens Real Madrid er yderligere et point efter.

/ritzau/