De står side om side i TV 2-studiet efter Danmarks landskampe.

Og den ene drømmer om den andens job.

For når det danske landshold spiller, står fodboldtræner Bo Henriksen i studiet som ekspert for TV 2 – og efter kampene er der besøg af landstræner Brian Riemer.

Netop Bo Henriksen har lige erkendt i sin nye bog, at han drømmer om jobbet som landstræner for Danmark.

Det har affødt reaktioner, da der kan være bagtanker for Bo Henriksen ved at kritisere Brian Riemer.

Det har Brian Riemer nu reageret på.

Bo Henriksen drømmer om at være landstræner. Han har tidligere stået i spidsen for Brønshøj, Horsens, FC Midtjylland, Zürich og Mainz. Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix

»Jeg tænker vel, at alle trænere gerne vil være landstræner. Det har han (Bo Henriksen, red.) så skrevet om i en bog. Og det har jeg jo egentlig ikke så meget med at gøre,« fortæller landstræneren.

Hvorvidt det føles prekært og mærkeligt for Brian Riemer at stå med ham i studiet efter kampene, vil landstræneren ikke svare entydigt på.

»Jeg har altid haft den holdning til de der elementer, at jeg fokuserer på det, jeg har med at gøre,« forklarer han uden helt at forholde sig til spørgsmålet.

»Hvad TV 2 og Bo Henriksen er blevet enige om, og hvordan de gør det, det er en sag mellem dem og ham. Og så prøver jeg at svare på spørgsmålene så godt, som jeg kan.«

Efter landsholdets uafgjorte resultat mod Belarus i 2025, kom Bo Henriksen med en voldsom kritik af Brian Riemer.

Direkte adspurgt til, hvorvidt det er mærkeligt for landstræneren at vide, at Bo Henriksen kunne have haft bagtanker med kritikken, svarer han:

»Jo, men altså igen, jeg kan svare på spørgsmålene ud fra de præmisser, som jeg har. Jeg forstår godt mekanismen med, at folk har spørgsmål omkring mine dispositioner.« 

»Og der er jo der, hvor jeg siger, at I kender jo oftest kun 20 procent af det, der foregår – og af gode grunde. Altså, hvor skulle I vide det fra? Men jeg kender jo til 100 procent,« svarer landstræneren og fortsætter:

»Når beslutninger bliver truffet, så ligger der rigtig mange ting bag det, som man ikke altid kan sidde og forklare i dybden. Så jeg forstår godt, at det kan være svært som ekspert at vide helt præcis hvorfor. Og derfor så forholder jeg mig til det, som jeg gør.«

Danmarks næste opgør er torsdag den 1. oktober i Parken mod Portugal.

Du kan følge alt før, under og efter opgøret her på bt.dk.

B.T. Fodbold

Panelet gør halvvejs status over landsholdet efter et nederlag i Oslo og en sejr i København. Og så ser de frem mod torsdagens Portugal-brag. Der bliver også tid til at vende et kontroversielt klubskifte i Superligaen, snakke om en forhadt ny fodboldtrøje - og drøfte Manchester City-sagen. Vært: Lasse Vøge Medvært: Johnny Kokborg Producere: Frederik Riis-Jacobsen og Markus Erfurth Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.