Giiiissssp!

Det danske landsholds publikumsfavorit Joakim Mæhle er som bekendt ekstremt glad for at score i Parken.

Og i Danmarks imponerende 2-0-sejr over Frankrig søndag aften var han millimeter fra at sende bolden i kassen – bare i egen ende.

Ved stillingen 0-0 midt i første halvleg fik Østervrå-backen nemlig hele Parken til at springe et hjerteslag over. Et drilsk fransk indlæg havnede hos Mæhle, der – i stedet for at hamre bolden ud af farezonen – ramte den på skinnebenet, så den i stedet røg millimeter forbi Kasper Schmeichels ene stolpe.

»Det var egentlig en bold, jeg følte, jeg havde styr på. Og som jeg kalder Schmeichel ud til. Men så ser jeg ud af øjenkrogen, at han ikke kommer ud – og så prøver jeg bare at losse den væk, men rammer den helt forkert,« erkendte Joakim Mæhle bagefter.

I sekunderne efter næsten-selvmålet havde Kasper Schmeichel og Joakim Mæhle en heftig meningsudveksling.

»Det er klart, at det jo er mig, der rammer den forkert og er tæt ved at score i eget net. Det eneste, jeg siger til ham, er, at han godt må komme ud til sådan en bold. Men selvfølgelig skal jeg bare sparke den væk,« sagde Mæhle.

Kasper Schmeichel understregede bagefter, at han aldrig for alvor nåede at blive bange for, at Mæhle ville sende den i nettet.

»Nej, nej. Jeg vidste, at den gik forbi!«

Men han fik alligevel en stor påtale fra dig?

»Nåå … ja, det kan jeg ikke lige huske,« lød det med et skælmsk lille smil fra landsholdskeeperen.