Det var grimme billeder, da Alex Oxlade-Chamberlain tirsdag aften måtte forlade Anfield på en båre.

Efter en voldsom tackling stod det hurtigt klart, at den var gal med knæet. Og onsdag oplyser Liverpool, at skaden desværre er slem.

'Liverpool FC kan bekræfte, at 2017-18 sæsonen er slut for Alex Oxlade-Chamberlain som følge af en skade i ledbåndet,' skriver den engelske klub på sin hjemmeside.

Derudover skriver Liverpool, at sæsonen er slut 'på både klub og landsholdsplan', hvilket betyder, at Alex Oxlade-Chamberlain altså heller ikke kommer i aktion ved VM i Rusland, der starter om små to måneder.

Allerede tirsdag aften efter kampen Roma, sagde Jürgen Klopp, at der var tale om en 'alvorlig' skade til midtbanespilleren, og nu er klubbens frygt så blevet bekræftet.

Den 24-årige midtbanespiller måtte bæres fra stadion. Vis mere

Det er endnu ikke blevet meldt ud i hvor mange måneder 24-årige Oxlade-Chamberlain er ude.

'Oxlade-Chamberlain skal nu i gang med et genoptræningsforløb, der sørger for, at han kan komme tilbage i topform igen hurtigst muligt, så han kan komme i spil igen næste sæson,' skriver den engelske klub.

Alex Oxlade-Chamberlain kom til skade efter små 18 minutter, hvor han blev liggende i græsset efter en tackling.

Han humpede selv fra banen men måtte efterfølgende bæres fra stadion på en båre. På sin Twitter-profil har han også kommenteret på skaden:

'Fuldstændig ødelagt over at have fået denne skade på så vigtigt et tidspunkt i sæsonen. Ærgerlig over at jeg ikke får mulighed for at spille videre i Champions League for Liverpool og for England ved VM. Nu handler alt om at støtte drengene og bakke dem op. Jeg ved, vi har hvad der skal til for at opnå noget specielt i turneringen. Jeg vil give den alt hvad jeg har for at sikre, jeg vender tilbage hurtigst muligt,' skriver Alex Oxlade-Chamberlain, inden han også sender sine varme tanker til den Liverpool-fan, der blev overfaldet inden kampen.

Liverpool vandt kampen 5-2 efter en fremragende indsats af Mohamed Salah, der med to mål og to assists sendte Liverpool et godt skridt på vejen mod den engelske klubs første Champions League-finale siden 2007.