Han er en træner, der ofte stjæler fokus. Og onsdag aften var ikke nogen undtagelse for José Mourinho.

»De fornærmede mig i 90 minutter.«

Sådan lød det fra portugiseren på pressemødet efter Manchester Uniteds sejr over Juventus. Men det var ikke den engelske klubs comeback, der fik opmærksomheden. Det gjorde træneren, for efter slutfløjt skyndte Mourinho sig ind på grønsværen og tog sig til øret, som om han ikke kunne høre det italienske hjemmepublikum.

Noget, der fik sindene i kog hos Juventus-spillerne, der konfronterede Mourinho. Han stoppede ikke, og til sidst måtte han eskorteres fra banen af de Uefa-delegerede.

Jose Mourinho blev konfronteret af Juventus-spillerne.
Jose Mourinho blev konfronteret af Juventus-spillerne. Foto: ALESSANDRO DI MARCO
Vis mere

»Jeg gør bare mit arbejde og intet andet. I sidste ende fornærmede jeg ikke nogen. Jeg signalerede bare, at jeg ville høre mere. Jeg ville ikke gøre det igen,« siger José Mourinho.

Han forklarede dog efterfølgende, hvad der fik ham til at gøre det i første omgang. For ifølge ham kom det ikke bare ud af det blå.

»Jeg kom her som en professionel, der skulle passe sit arbejde. Og så fornærmede de min familie. Derfor reagerede jeg, som jeg gjorde. Jeg vil ikke tænke mere på det,« lød det fra portugiseren.

Hans reaktion onsdag aften medførte en del kritik, og i Danmark kom den blandt andet fra Michael Laudrup, der sagde følgende i TV3's Champions League-studie:

Jose Mourinho måtte eskorteres fra banen.
Jose Mourinho måtte eskorteres fra banen. Foto: ALESSANDRO DI MARCO
Vis mere

»Hvad er det for en opførsel? Hvorfor skal han stjæle fokus på den måde? Det er spillerne, der har gjort det fantastisk, og så skal han stjæle fokus.«

Og José Mourinho står også ved, at han kunne have ageret anderledes, men han reagerede i sine følelsers vold.

»Jeg skulle nok ikke have gjort det, og havde jeg holdt hovedet koldt, havde jeg ikke gjort det. Men når de fornærmer min familie - inklusive den i Inter - reagerede jeg sådan,« siger José Mourinho.

Med sejren har Manchester United nu syv point i gruppe H, hvilket betyder, at Jose Mourinhos tropper ligger nummer to i gruppen efter Juventus, der har ni point.