Søndag vandt Italien sin første sejr i et år, da holdets forsvarsspiller Cristiano Biraghi i overtiden sendte bolden i mål til 1-0 over Polen.

Det var den 26-årige Fiorentina-spillers første mål for det italienske landshold, og scoringen fejrede han ved at forme et 13-tal med sine fingre.

Gestussen var til minde for den tidligere Fiorentina-anfører og landsholsspiller Davide Astori, der døde i marts i en alder af 31 år.

Astori spillede med nummer 13 på ryggen.

Fodboldspilleren Davide Astori blev 31 år gammel.
Fodboldspilleren Davide Astori blev 31 år gammel. Foto: Matthew Childs
Vis mere

»Astori er en del af mig. Jeg dedikerer mit mål til ham, fordi jeg kun er her takket være ham og alle de ting, han har lært mig, da vi spillede sammen,« siger Biraghi ifølge nyhedsbureauet AP.

Astori blev i marts fundet død på sit hotelværelse forud for en ligakamp ude mod Udinese.

Forsvarsspilleren, der nåede at spille 14 landskampe for Italien, mødte ikke op til den aftalte morgenmad søndag 4. marts på kampdagen, og hans holdkammeraterne fandt ham død på hotelværelset.

En obduktion slog senere fast, at Astori døde af en blodprop i hjertet.

Davide Astori blev fundet død i en seng på et hotelværelse.
Davide Astori blev fundet død i en seng på et hotelværelse. Foto: MAURIZIO DEGL' INNOCENTI
Vis mere

Han efterlod sig sin forlovede og sin toårige datter.

Sejren over Polen var Italiens første sejr, siden holdet slog Albanien 1-0 i VM-kvalifikationen i oktober sidste år.

Resultatet betyder, at Polen er det første hold, der rykker ned fra den bedste række i Nations League. Italien skal derimod kæmpe med Portugal om gruppesejren.

/ritzau/