Sevillas målmand Bono kan temmelig overraskende kalde sig for målhelt. Den marokkanske keeper sikrede nemlig sit hold 1-1 på udebane mod Valladolid i den bedste spanske fodboldrække lørdag aften.
Sevilla var bagud 0-1, da keeperen dybt inde i overtiden gik med frem i Valladolids straffesparksfelt ved et hjørnespark.
Bolden blev sendt ind foran mål, og efter et par tilfældigheder havnede den for fødderne af målmanden, der gjorde det, hans markspillende holdkammerater ikke havde magtet i 94 minutter: at sende bolden i nettet.
Den 29-årige keeper, der egentlig hedder Yassine Bounou, er aldrig tidligere noteret for en scoring i en officiel kamp i sin professionelle karriere.
Udligningen var en slem dukkert for Valladolid, der kæmper hårdt for at holde nedrykningsstregen på afstand.
Holdet bragte sig foran 1-0 ved Fabian Orellana i første halvlegs sidste minut. Det lignede tre dyrebare point, indtil Bono altså tog på en sen udflugt i Valladolids straffesparksfelt.
Sevilla ligger på fjerdepladsen i La Liga og har et forspring på ti point ned til nummer fem, Real Sociedad.
/ritzau/
