Alexander Scholz og holdkammeraterne kunne fornemme, at der var point at hente i udekampen mod Atalanta.

Efter fire nederlag på stribe kom FC Midtjylland tirsdag aften på pointtavlen i Champions League med 1-1 ude mod Atalanta.

Midtjyderne var generelt godt med i kampen, og en tidlig scoring af Alexander Scholz gav ekstra kampgejst.

- Jeg er glad på holdets og klubbens vegne. Vi har kæmpet hårdt for det her point og ledt efter 90 gode minutter. Jeg synes, at vi har spillet godt i perioder af nogle af de andre kampe og været tæt på.

- Men i dag havde vi virkelig fornemmelsen af, at vi kunne få noget med. Især efter scoringen, siger Scholz på pressemødet efter kampen.

Der var spillet 13 minutter, da Scholz efter et fornemt oplæg fra Sory Kaba kanonerede bolden op i hjørnet til 1-0.

- Det ændrede fuldstændig kampbilledet for os, og det gav os en masse energi, vi kunne køre videre på. Det var fremragende at se alle gutterne kæmpe derude og især de nye, siger den midtjyske målscorer.

Med det ene point undgår FC Midtjylland at blive det første danske hold, som går gennem gruppespillet uden at skaffe et eneste point.

Og i næste uge får det danske mesterhold en ny chance for et godt resultat, når Liverpool kommer på besøg i Herning.

Storklubben har allerede kvalificeret sig til ottendedelsfinalerne, og i det travle program er det ikke utænkeligt, at nogle af profilerne spares.

Men Scholz er ikke begyndt at tænke på muligheden for flere point.

- Det har jeg slet ikke tænkt på endnu for at være ærlig. Nu sidder vi her en halv time efter afslutningen på kampen, og jeg ved, at vi skal til Vejle på lørdag. Kampene kommer hurtigt for tiden, og det ville være naivt af mig at tænke på Liverpool allerede, siger han.

Kampen mellem FC Midtjylland og Liverpool spilles 9. december.

/ritzau/