Simon Kjær stoppede mandag sin karriere efter mere end 17 år som professionel fodboldspiller.
Første gang Claus Steinlein stiftede bekendtskab med Simon Kjær var, da den blonde forsvarsspiller startede på efterskole i samarbejde med FC Midtjyllands akademi.
Steinlein, der var akademichef i klubben på daværende tidspunkt, så allerførst en anden udgave af den person og fodboldspiller, som endte med at repræsentere det danske landshold 132 gange som spiller – og sidenhen også som anfører i de sidste otte år.
»Da Simon (Kjær, red.) startede som 15-årig på efterskole, var han en lille dreng, der ikke sagde så meget, og når tingene ikke lykkedes for ham, var det altid andres skyld,« siger Steinlein og fortsætter:

»Men efter cirka et år tog han ansvar for sin egen karriere, og hans udvikling herfra var eksplosiv både som menneske og som fodboldspiller, og man kunne hurtigt se, at han var et ekstraordinært talent.«
Simon Kjær blev FC Midtjyllands største salg nogensinde i 2008, da han efter blot 19 kampe på førsteholdet blev solgt for - på den tid - svimlende 30 millioner kroner til italienske Palermo.
Han er efterfølgende blevet solgt flere gange for store beløber til europæiske topklubber. Man kan dog ikke økonomisk måle, hvor stor en gevinst Kjær endte med at blive for 'ulvene', vurderer Claus Steinlein.
»Vi har ikke på noget tidspunkt været for fine til at tage vores del af æren for den fodboldspiller, han endte med at blive. Vi tjente selvfølgelig meget på salget til Palermo, og de ekstra uddannelsespenge, vi har fået i forbindelse med øvrige salg, har betydet meget.«
»Men vi har tjent mange flere penge kommercielt på at have en international topspiller til at løbe rundt på det danske landshold og i europæiske topklubber, som har kunnet blåstemple vores akademi, hvor han var en del af det første kuld,« siger Claus Steinlein, der i dag er bestyrelsesformand i FC Midtjylland.
Selvom akademichefen så et ekstraordinært talent i den unge Kjær, der pludselig besluttede sig for, at han ville fodbolden over alt andet, anede Steinlein ikke, at Simon Kjærs karriere ville nå de højder, som den gjorde.
»Det overraskede mig ikke, at vi kunne sende ham afsted for 30 millioner til Palermo, men at han blev det ikon for dansk fodbold, som han er i dag, er mere end jeg turde drømme om, « siger han og fortsætter:
»Jeg vil huske ham for at komme ind som det første kuld på vores akademi, hvor han sammen med blandt andre Jonas Lössl og Winston Reid kæmpede røven ud af bukserne hver dag for at blive bedre, og så vil jeg huske alle de gange, han har gjort os stolte, når han er løbet på banen for Danmark og for europæiske topklubber.«
»Og så vil jeg især huske ham for episoden med Christian Eriksen til EM i 2021, hvor han viste, hvilken stor fodboldleder og person han udviklede sig til undervejs.«