Leganes har fået afvist sin anmodning om at hente en erstatning for Martin Braithwaite.

'Vi står over for uretfærdige regler, som truer konkurrencevilkårene og muligheden for, at alle klubber kan konkurrere på lige vilkår. Det har forårsaget enorm stor og alvorlig skade for klubben,' skriver Leganes på sin hjemmeside.

Dermed må den lille spanske klub spille sæsonen færdig uden en afløser for sin danske topscorer, der i sidste uge skiftede til FC Barcelona.

Klubben fik afgørelsen fra Det Spanske Fodboldforbund, der begrunder beslutningen med, at der ikke findes regler for, at der skal gives tilladelse til erstatning i denne situation.

Forbundet har ifølge Leganes rådført sig med Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Det var en særlig spansk regel, der gjorde, at den danske angriber i sidste uge kunne forlade Leganes og i stedet blive klar for den catalanske storklub.

Her var franskmanden Ousmane Dembele kort forinden meldt skadet i mindst et halvt år, og derfor fik FC Barcelona dispensation til at hente en spiller, selv om transfervinduet allerede forlængst var lukket.

Valget faldt altså på Martin Braithwaite.

Martin Braithwaite fik i weekenden lyndebut for FC Barcelona.
Martin Braithwaite fik i weekenden lyndebut for FC Barcelona. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

Og da FC Barcelona indløste den 28-årige fodboldspillers frikøbsklausul på 134 millioner kroner, kunne Leganes reelt intet gøre.

Mange har siden kritiseret den regel som uretfærdig over for den lille Madrid-klub, der derfor havde bedt om lov til også selv at hente en erstatning uden for transfervinduet. Men altså forgæves.

Imens fik Martin Braithwaite i lørdags debut for FC Barcelona i hjemmekampen mod Eibar og fik et sent indhop. Alligevel nåede han at få næstsidste Barca-fod på de sidste to scoringer i 5-0-sejren, uden at det dog kastede en assist af sig, og danskeren krøb med holdkammeraterne op på førstepladsen. Imens ligger Leganes stadig til nedrykning efter 0-1 til Celta Vigo senest.

I den kommende weekend skal FC Barcelona møde Real Madrid i det traditionsrige 'Clasico'-opgør.