Fodboldtalenternes fædre er i gang med at mase sig ind i agentbranchen.

»Ja, generelt er det sådan, at fædre får mere og mere indflydelse. Fordi der er jo ikke noget, der hedder rigtige agenter mere. I dag skal man ikke længere have et papir for at kalde sig agent.«

Det forklarer Frank Arnesen, der har en fortid som sportsdirektør i europæiske storklubber som Hamburger SV, Tottenham og Chelsea.

Og netop sidstnævnte klub er blevet omdrejningspunktet i en sag, som illustrerer hvilken magt, fædre har fået i fodboldbranchen.

Politiken har i de seneste par dage bragt artikler, der løfter sløret for, hvordan Sten Christensen - far til landsholdsprofilen Andreas Christensen - som en del af sønnens transfer til Chelsea i årevis har modtaget en månedlig hyre som talentspejder for London-klubben. Uden at han har udført noget arbejde for 'The Blues'.

Frank Arnesen - der stoppede i Chelsea året før, Andreas Christensen kom til - har intet kendskab til, at Premier League-storklubben opererer med sådanne lyssky skuffeaftaler.

»Nej. Det skal du ikke spørge mig om. Det kan jeg ikke kommentere på. Jeg ved intet om det. Jeg var slet ikke i klubben på det tidspunkt,« siger den tidligere landsholdskæmpe.

Men han kender i den grad til fænomenet, at fædre overtager agentens rolle, når storklubberne begynder at hive i sønnerne.

»Alle kan blive agent, og så ser vi, at fædre - som Sten, som selv har været i fodbolden i mange år - kommer med ind over. Han er jo langt fra den eneste. Igennem de sidste 15-20 år har vi set flere og flere eksempler på familier, der gør det selv. De hyrer bare en advokat til at gennemgå kontrakten, og så klarer de resten selv,« fortæller Frank Arnesen og fortsætter:

»Da jeg var i PSV for 20 år siden, der så man det ikke. Men i dag er det udbredt, fordi der er så mange penge i fodbold. Hvorfor skal man give pengene til en agent, når man selv kan gøre det? Men det kræver altså, at fædrene har lidt forstand på det.«

Den danske topagent Per Steffensen, der blandt har haft den tidligere landsholdsanfører Daniel Agger i stalden, har også mærket fædrenes indtog i agentbranchen. Han har blandt oplevet, at fædre til danske topspillere har krævet halvdelen af agenthonoraret i forbindelse med en handel.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»I de senere år har man primært i udlandet set, at der er fædre, som blander sig og vil have en del af kagen. Det er fair nok, hvis de vil være agenter for deres sønner, hvis de har forudsætningerne til det, og sønnerne er med på det.«

»Men man skal være varsom med at blande penge, karriere og faderrolle sammen. Det kan gå frygteligt galt,« sagde Per Steffensen for nyligt i et stort interview i B.T.

Poltiken har konfronteret Sten Christensen med Chelsea-aftalen, der sikrer ham 11.400 pund (omkring 100.000 kr.) plus moms om måneden i fire år.

»Prøv at høre, det er en historie, som I har fået fra en eller anden ukrainer eller sådan noget. Det har jeg slet, slet ingen kommentarer til overhovedet,« lød svaret fra landsholdsspillerens far.