Lyngby har så småt formået at skabe spænding i nedrykningskampen, som ellers længe har set ud til at være afgjort.

Søndag formindskede Lyngby nemlig hullet op til holdene over nedrykningsstregen med yderligere tre point, da AC Horsens blev besejret med 2-1 på Casa Arena Horsens.

Sejren kom i hus på baggrund af en stærk første halvleg fra Lyngbys side, hvor gæsterne gik til pause foran 2-0.

Lyngby har nu 20 point efter 22 kampe og kun fire point op til Vejle over nedrykningsstregen.

Bundproppen Horsens ligger derimod isoleret i bunden med 12 point.

Lyngby spillede fra kampens start ganske flydende angrebsspil med sikre afleveringer og kombinationer op gennem banen.

Efter 38 minutter bar Lyngby-presset frugt. Lyngby blev tildelt et straffespark, hvor angriberen Emil Nielsen sikkert udplacerede Matej Delac i Horsens-målet.

Allerede inden pausen fordoblede Lyngbys Mathias Hebo Rasmussen føringen, da midtbanemanden bankede bolden i mål til 2-0 uden for feltet.

Horsens var dog ikke nedkæmpet endnu, og det gulklædte mandskab leverede en regulær chokstart på anden halvleg.

Horsens-angriberen Muamer Brajanac var netop blevet sendt på banen, og der var ikke spillet mange sekunder, før han pandede reduceringen ind for Horsens.

Horsens var langt farligere i anden halvleg og burde også to gange have bragt ligevægt i regnskabet, særligt da Jacob Buus bragede et skud på overliggeren.

Horsens formåede dog ikke at skabe det udlignende mål, og derfor sluttede det 2-1.

/ritzau/