Lyngby er for tiden uden cheftræner Christian Nielsen, og afløseren Carit Falch kalder det sit sværeste job.

Lyngby står formentlig uden cheftræner Christian Nielsen i resten af 2020, da han for tiden er sygemeldt efter at have fået en bold i hovedet til træning.

Onsdag meldte Lyngby ud, at klubbens U19-træner Carit Falch vil stå i spidsen for Lyngby-holdet i den kommende tid.

Carit Falch vurderer, at han står over for den sværeste opgave i karrieren, der blandt andet tæller cheftræner-job på Cypern og for det litauiske U21-landshold.

- Jeg troede faktisk, at nogle af mine tidligere job, blandt andet på Cypern, var noget af det sværeste, jeg havde prøvet, men da jeg stod her første dag, tænkte jeg, det her var min største og sværeste opgave i karrieren, siger den 43-årige Lyngby-vikar og uddyber:

- I mine andre job har det været mine projekter, og her er det midlertidigt, og det gør det endnu sværere at nå at påvirke noget med sine idéer.

Falch stod fredag aften på sidelinjen som cheftræner-vikar for første gang, da det blev til et point i bunddysten mod AC Horsens. Kampen sluttede 1-1.

Han håber på, at han de kommende uger kan skabe noget positivitet i Lyngby, efter han blot havde stået for en enkelt træning før fredagens kamp.

- Jeg kommer med ny energi og nye øjne, og den præstation, der var mod Horsens, rækker frem mod noget bedre, og det har jeg sagt til drengene, at vi skal bygge videre på, siger Falch.

Han fremhæver desuden, at han særligt vil forsøge at forbedre Lyngbys presspil, ligesom han håber at kunne skabe flere chancer - noget Lyngby lykkedes godt med mod Horsens.

Fredag stod Falch overfor AC Horsens-træner Jonas Dal, som ikke forventer et helt nyt udtryk fra Lyngby, selv om bund-konkurrenterne er uden sin cheftræner på sidelinjen.

- Christian Nielsen kan jo også være nogenlunde med på råd omkring, hvad der skal gøres. Så jeg tror ikke, at Lyngby får en kæmpe rusketur, men det må da være ekstremt forstyrrende for Christian Nielsen, siger Dal, der sender dyb medfølelse til Lyngby-træneren.

/ritzau/