Gylfi Sigurdsson er udtaget til Lyngbys kamp mod Vejle fredag aften og kan få debut i Superligaen

Den islandske profil Gylfi Sigurdsson kan fredag få debut i Superligaen og sin første officielle kamp i 28 måneder.

Lyngby Boldklub meddeler således, at den kreative midtbanespiller er med i kamptruppen til hjemmekampen mod Vejle.

34-årige Sigurdsson har tidligere i karrieren spillet 318 kampe i Premier League for klubber som Tottenham og Everton.

Foto: Peter Byrne/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han har dog ikke spillet fodbold på professionelt niveau siden maj 2021, fordi han blev undersøgt i en sag om mulige seksuelle krænkelser, som han ikke blev sigtet for i sidste ende.

Ifølge Lyngby-træner Freyr Alexandersson er landsmanden i fin form trods den lange pause.

- Det ser rigtig godt ud. Han har trænet fuldt med holdet i de sidste fire træninger, og han ser skarpere og skarpere ud.

- Nu er vi inde i den periode, hvor vi skal passe på, at han ikke bliver skadet, for han har kørt sig selv ihjel i de seneste tre uger, sagde Alexandersson søndag efter Lyngbys 1-0-sejr i Hvidovre.

/ritzau/