Lyngby står imod Viborgs pres og tager sæsonens første sejr
Lyngby tog sæsonens første sejr, da et formstærkt Viborg-hold flot blev besejret med 2-0 på udebane.

Lyngby tog sæsonens første sejr, da et formstærkt Viborg-hold flot blev besejret med 2-0 på udebane.

Oprykkeren Lyngby Boldklub fik fredag aften klubbens første sejr i den nye superligasæson, da Viborg FF blev slået med 2-0 i domkirkebyen.
Værterne sad på det meste spil, men gæsterne stod godt i defensiven og var skarpe de få gange, de nærmede sig Viborgs felt.
Det har ellers været den omvendte historie i flere af sæsonens tidligere kampe for Lyngby.
De kongeblå har i flere opgør været det bedste hold på banen, hvor skarpheden omkring modstanderens mål har manglet, men sådan var det altså ikke fredag.
Hvor Lyngby har kæmpet med pointhøsten, har det ikke været tilfældet for Viborg, der kom med tre sejre i træk - senest 4-0 over FC København.
Men det lykkedes Lyngby at stikke en kæp i det formstærke hjul. Dermed er det kun Sønderjyske og AGF, der fortsat er uden sejr i denne sæson i Superligaen.
Viborg startede opgøret bedst og sad på næsten alt spil og chancer i den første halve time. Værterne havde flere fine tilbud, men ofte manglede den sidste aflevering eller gode aktion, før det blev rigtig farligt.
Ud af ingenting slog Lyngby til i den anden ende. Fornemt kombinationsspil endte med, at Oskar Buur serverede bolden for Ísak Thorvaldsson, der bragte gæsterne i front.
Gæsternes føringsmål ændrede ikke på, at det var Viborg, der havde bolden. Men Lyngbys defensive organisation stod godt imod og sørgede for, at det mest var spark fra spidse vinkler eller distancen, der blev tilladt.
Lyngby var fortsat en sjælden gæst omkring Viborgs felt, men når det skete, blev det farligt. Efter en time blev Simon Colyn nedlagt i feltet, og canadieren udnyttede selv det efterfølgende straffespark til at øge føringen.
To gange tidligere i sæsonen har Lyngby smidt point i kampens sidste minutter, men denne gang gik det ikke galt.
RITZAU