»Hans situation har givet et helt anderledes perspektiv på livet for os allesammen. Det har ramt hver og en.«

Den 21-årige Lyngby-spiller Magnus Kaastrup har over de seneste måneder set sin gode ven, anfører og holdkammerat Marcel Rømer gå gennem en frygtelig tragedie.

Rømers hustru, Cecilie, der er mor til hans to børn, gik pludseligt bort i marts, og derfor har Lyngby-anføreren siddet ude, når Lyngby har spillet sine kampe siden.

Men torsdag vendte han tilbage i et tårefremkaldende comeback.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Rømer blev kåret til kampens spiller, og da han efter kampen blev hyldet af fansene, brød Lyngby-anføreren grædende sammen og pegede mod himlen – og så førte unge Kaastrup an, da Lyngby-spillerne i voldsomt rørende scener samlede sig omkring Rømer.

»Mit instinkt sagde mig bare, at jeg måtte over til ham. Jeg kunne se, at han var rørt, og det lignede, at han havde brug for en krammer. Det har været sindssygt hårdt for ham,« siger Kaastrup til B.T.

Den unge Lyngby-spiller var selv rørt til tårer, da Lyngby-spillerne spredtes efter den store omfavnelse af anføreren.

»Marcel er jo en fantastisk holdkammerat og et fantastisk menneske, så jeg var meget rørt. Det byggede sig op i de sidste minutter af kampen, hvor han kom på banen. Så i det moment var jeg bare så glad for, at han var tilbage.«

»Jeg tænkte også over, hvor glad jeg er for, at jeg er lige netop på det her hold, og jeg følte, der var noget symbolsk over det hele. Det var meget smukt,« siger Kaastrup.

Tragedien har fyldt stort i Lyngby-omklædningsrummet siden marts – men situationen har samtidig samlet holdet på en helt ny måde.

»Det har været en hård omgang og været svært at være i. Men det har virkelig også styrket os helt vildt, og vi er rykket så tæt sammen. Det er den klynge et bevis på. Så jeg er virkelig stolt over alle her i klubben,« siger Lyngby-spilleren.

Og Marcel Rømers betydning for Kaastrup, der kom til Lyngby i februar 2021, er ikke til at undervurdere, selv om der er ni år mellem de to holdkammerater.

På sin Instagram kalder Magnus Kaastrup blandt andet Rømer for sin storebror og læremester.

»Han betyder rigtig meget for mig, og han er vel indbegrebet af at være en anfører. Jeg har aldrig haft en medspiller, der tænker så meget på andre, som han gør, og han har stor del i, at jeg er faldet til her i Lyngby.«

Det noget umage par knyttede særligt bånd på vinterens træningslejr, hvor et videospil fra tider, der nok er tættest på Rømers ungdom, blev hevet frem.

»Vi spillede det helt gamle Nintendo 64-spil med to andre holdkammerater. Vi spillede hver evig eneste dag dernede, og det har bare gjort, at vi er kommet endnu tættere på hinanden, selv om der er så stor aldersforskel.«

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Rømer, Kaastrup og resten af Lyngby-truppen ligger lige nu til oprykning til Superligaen, og spørger man Kaastrup, kan forårets hændelser blive afgørende for skæbnen i 1. division.

»Vi er blevet knyttet så tæt og har fået et unikt bånd. Jeg er sikker på, at det bliver afgørende for oprykningen.«