Lyt til artiklen

For første gang i 40 år lykkedes det onsdag aften Atletico Madrid med en 1-0 sejr over FC Barcelona at spille sig til semifinalerne i Europas fineste fodboldturnering.

Efter et heftigt pres lykkedes det allerede i det femte minut Koke at flugte bolden i mål, og efter kampen var han alt andet end overraskende lykkelig over såvel sin scoring som sejren og kampen i det hele taget.

- Hvis ikke det var vores bedste kamp nogensinde, var det i hvert fald en af dem, sagde Koke efter avancementet.

- Mit mål er vigtigt, fordi det sendte holdet videre til semifinalerne, og vi er alle sammen vindere. Også publikum. Jeg har sjældent set noget lignende. Jeg har slet ikke ord for det, sagde Koke (trods alt) efter han og holdkammeraterne havde forladt den vilde stemning inde på Vicente Calderon.

Med sejren over FC Barcelona er Atletico Madrid som det eneste hold ubesejret i Champions League. Og klar til semifinalerne.