Han var ikke selv med i den nervepirrende straffesparkskonkurrence, og derfor var det ikke nemt at se på.

»Det er forfærdeligt, når man ikke selv er en del af det. Jeg fik krampe i lyske, læg og baglår, da der var spillet 95 minutter. Men drengene gjorde det fantastisk,« sagde en lykkelig Nicolai Boilesen til 6'eren efter kampen, da det stod klart, at Ståle Solbakkens mandskab endnu engang skal i europæisk gruppespil.

En kamp, der endte i forlænget spilletid og efterfølgende i en straffesparkskonkurrence, som F.C. København vandt 4-3.

Blandt andet brændte den tidligere FCK-spiller Andreas Cornelius for Atalanta.

Andreas Cornelius missede fra straffesparkspletten.
Andreas Cornelius missede fra straffesparkspletten. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

At det er et stort resultat for Ståle Solbakkens mandskab, var der ikke nogen tvivl om, og smilet var da også klart hos Nicolai Boilesen, der kalder Atalanta for et 'vanvittigt dygtigt hold'.

Det italienske mandskab spiller til dagligt i Serie A, og derfor var det langt fra en nem opgave der ventede det danske mandskab, da Atalanta blev trukket fra bowlen.

»Vi kunne ikke have fået en sværere lodtrækning. Det er os, der er seedede, tro det eller ej. Der var ikke mange, der havde givet os en særlig stor chance, da vi trak Atalanta, men fantastisk præstation af drengene, og jeg er super stolt af dem,« lød det fra Nicolai Boilesen efter kampen.

Der bliver trukket lod til gruppespillet i Europa League fredag.