I sidste uge afslørede Luna Gevitz, at hun skal være mor for første gang.
Men det er ikke blot ét barn, den tidligere landsholdsspiller og nuværende TV 2-ekspert venter.
»Det er to enæggede tvillingepiger,« fortæller hun til Se og Hør.
Videre siger hun, at termin er 2. maj, men at hun forventer, at tvillingerne kommer ud før tid.
Luna Gevitz stoppede fodboldkarrieren ved udgangen af 2023 i en alder af blot 29 år.
I et interview med Politiken fortalte hun, at hendes lyst til eventyr, rejser og oplevelser var mættet.
»Der er mange ofre som professionel fodboldspiller, og selv om jeg stadig elsker at spille, så var det nok det professionelle liv, som ikke længere var mig.«
»Jeg havde jo også lagt i kakkelovnen til et nyt liv med en uddannelse, en kæreste og en lejlighed at komme hjem til, så der var noget, der var begyndt at tippe over«.
Gevitz nåede 25 landskampe for Danmark og vandt EM-sølv i 2017.
På klubplan tørnede hun ud for IK Skovbakken, Montpellier HSC, Fortuna Hjørring, Guingamp og BK Häcken.
I 2025 blev hun ansat som ekspert hos TV 2 for at dække kvindernes liga, som tv-stationen netop havde købt rettighederne til.

