»Ja, det var en sur søndag.«

Sådan siger TV3-reporteren Luna Christofi om dagen, hvor Barcelona og Atlético Madrid tørnede sammen.

For kampens døende minutter var med rigtig manges øjne præget af en omdiskuteret episode, hvor danske Daniel Wass blev tvunget af træner Diego Simeone til at blive på banen på trods af en skade.

På daværende tidspunkt var Atlético Madrid bagud med to mål, og der resterede kun få minutter af opgøret. Hændelsen har fået rigtig meget opmærksomhed. Både herhjemme og i Spanien.

Daniel Wass lå med smerter efter sammenstødet med Ferran Torres. Det var langtfra en drømmedebut for danskeren.
Daniel Wass lå med smerter efter sammenstødet med Ferran Torres. Det var langtfra en drømmedebut for danskeren. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

»Det vakte opsigt. Søndag aften var det en historie hernede alle vegne. Den var i alle de store medier: Mundo Deportivo, AS, Marca. Alle havde sekvensen med. Alle kommenterede den. Den generelle stemning var ret ens. Man spekulerede i, hvad Simeone laver. Man skal ikke tage fejl af, at Wass har et super godt navn i Spanien og er anset som en god signing,« fortæller Luna Christofi.

Efter en duel med Barcelonas Ferran Torres endte den 32-årige dansker i græsset, med det der skulle vise sig at være en ledbåndsskade i anden grad – eller en svær forstuvning.

På trods af at spillere fra begge hold var ovre ved Daniel Wass, der tydeligvis var i smerter, tøvede Diego Simeone ikke med at lade Wass være på banen. Atlético Madrid havde allerede foretaget alle udskiftninger, og derfor betød det, at holdet ville miste en spiller på banen, hvis Wass blev skiftet ud.

Men alligevel chokerede Diego Simeones beslutning.

»Jeg tror, vi allesammen syntes, det var barske løjer. Wass er ikke en tøsedreng, og det var meget tydeligt at se, han havde store smerter. Man tænker på, hvorfor han blev presset lige dér og så sent i kampen. Jeg synes, at Simeone optrådte tåbeligt. Billederne er ret voldsomme,« siger Luna Christofi.

»Sådan er Simeone. Han havde lige købt Daniel Wass, der skulle løse et problem på backpladsen. Jeg tror, at det var en instinktiv reaktion. Ja, det er nok et godt udtryk at bruge, at han blev grebet af stemningen – bogstaveligt talt. Men man skal ikke lægge noget i det. Han er en bulderbassemand. Det er bare Simeone.«

Atlético Madrids argentinske træner er kendt som en mand med et boblende temperament, som indimellem kan løbe af med ham.

Og selvom den uheldige episode mellem ham og Wass kommer få dage efter danskerens tilgang til klubben, tror Luna Christofi ikke, at det får nogen indflydelse på de to mænds forhold.

»Nej, jeg tror ikke, at det får betydning. Jeg tror, at Daniel er så klog, rutineret og hærdet. Han har prøvet lidt af hvert, så det lader han ikke ske. Og Simeone er videre! Det kan jeg love dig. Den kommer ikke til at nage,« forklarer Luna Christofi.

Atlético Madrid tabte kampen 4-2. Ifølge flere spanske medier forventer man, at Daniel Wass er ude i seks til otte uger.