Michael Lumb øjner mere succes med Lyngby, men han afskriver heller ikke at skulle til udlandet igen.

Lyngby. Lyngby meddelte i pausen af søndagens 1-1-kamp hjemme mod OB, at klubben har forlænget kontrakten med sin rutinerede venstreback Michael Lumb frem til udgangen af 2019.

Lumb er glad for sin nye aftale og øjner mulighed for flere medaljer og europæiske kampe.

- Jeg har det rigtigt godt i Lyngby. Det har indtil videre været to og et halvt fantastiske år i klubben.

- Da jeg kom til klubben, lå vi i 1. division, men siden har vi virkelig givet den en skalle og har rykket os langt.

- Vi havde en rigtig sjov sidste sæson, og vi har et stærkt hold nu, så jeg ser gode muligheder for at følge op på det i de kommende år, siger Lumb.

- Vi spiller god fodbold, når vi er bedst. Der har været lidt at reparere på i den seneste tid, men jeg synes, vi bliver bedre og bedre hele tiden. Vi er begyndt at ligne det hold, der spillede med i toppen i sidste sæson.

Michael Lumb har tidligere været i udlandet hos klubber som Zenit, Freiburg, Feyenoord og Bochum, ligesom han i samme periode fik to kampe på A-landsholdet.

Lumb er tæt på 32 år, når den nye kontrakt udløber, men han har ikke opgivet at komme af sted på et nyt eventyr i en større liga.

- Nej, slet ikke. Jeg har hele tiden haft en god dialog med Lyngby, og hvis muligheden opstår, må vi se, om ikke det kan lade sig gøre.

- Man har set mange eksempler på spillere, der tager af sted i en sen alder, men jeg føler mig nu stadig ung og i stand til at løbe en masse kilometer, siger forsvarsspilleren med et smil.

Han understreger dog i samme ombæring, at der skal meget til at lokke ham væk fra Lyngby:

- Jeg har en familie med tre børn, og vi har det rigtigt godt, hvor vi er nu. Det er selvfølgelig med i mine overvejelser, og derfor skal der også meget til, hvis jeg skal til udlandet igen.

- Det skal virkelig være noget, der slår benene væk under mig. Jeg bliver svær at lokke væk fra Lyngby, som jeg har det nu.

Michael Lumb har spillet 70 kampe og scoret tre mål i Lyngby-trøjen.

/ritzau/