Sponsorerne og de øvrige gæster i FC Midtjyllands nye VIP-lounge kan nyde deres mad og drikke ad libitum i ekstraordinært luksuriøse - og dyre omgivelser - fra 1. marts.

Her tager Ulvene imod FC København, og det markerer samtidigt åbningen af stadionets nye VIP-lounge, som har vist sig at blive en enormt stor udgift i direktør Claus Steinleins FCM-budget.

Loungen er nemlig endt med at have kostet på den anden side af 100 millioner kroner, hvilket er mere, end hvad man i sin tid betalte for at få opført midtjydernes stadion - det skriver TV Midt/Vest.

»Vi er jo ikke bare en restaurant med plads til 400 gæster. Vi er en del af et fodboldstadion, og det er jo en del af oplevelsen, at man kommer ud og hører fansene heppe på hedens drenge. Og forhåbentligt se dem slå Brøndby og FCK i jagten på guldet,« fortæller Jacob Jørgensen, kommerciel direktør i FC Midtjylland, om de nye VIP-forhold.

Tilbage i 2004 opførte man ifølge TV Midt/Vest det nuværende stadion, som dengang gik under navnet SAS Arena, for i omegnen af 80 millioner kroner.

Hele den resterende del af ulve-hulen i Herning kostede altså 20 millioner kroner mindre at opføre end de nye superluksuriøse sponsor-lokaler.

Skal man tage sammenligningerne et skridt videre, så blev chilenske Darío Osorio i sommer midtjydernes rekordindkøb og blev hentet til klubben for 39 millioner kroner og var altså over 60 millioner kroner billigere end den kommercielle stadionsatsning.

Adgang til Premium Lounge koster 65.000 kr. plus moms, og for det får man blandt andet netværksmuligheder, adgang til sponsortur og eksponering.

Lidt mere jordnært giver det ligeledes et luksussæde med varme i, en treretters menu og drikke ad libitum.

FC Midtjylland ligger i øjeblikket nummer tre i Superligaen - á point med FC København på andenpladsen og med bare et enkelt point op til Brøndby, som med en sejr over netop FCM snuppede Superligaens førsteplads søndag.

Du kan læse B.T.s dom over dramaet på Brøndby Stadion her.