Englands fodboldlandshold burde have forladt banen under EM-kvalifikationkampen mod Montenegro.

»For at statuere et eksempel.«

Det mener den belgiske fodboldstjerne Romelu Lukaku efter de montenegrinske fans' optræden fra tribunerne.

Flere spillere fra England blev nemlig mødt af abelyde af personer på stadion. Lydene ramte Raheem Sterling, Danny Rose og debutanten 18-årige Callum Hudson-Odoi.

Romelu Lukaku spiller til dagligt i Manchester United og for Belgiens landshold.
Romelu Lukaku spiller til dagligt i Manchester United og for Belgiens landshold. Foto: CHRISTIAN HARTMANN
Vis mere

Englands anfører, Harry Kane, udtalte efter kampen, at næste gang, han hører racisme, vil han tage sit hold ud af banen. Men Romelu Lukaku mener, at Harry Kane burde have gjort det allerede mod Montenegro.

»Det er noget, vi spillere skal turde modsige og snakke om, så personer i toppositionerne gør noget ved det. Det skal være i orden, og der skal sorteres i det (racisme, red.), fordi fodbold er en multikulturel sport,« fortæller Romelu Lukaku til Sky Sport.

Efter kampen sendte Raheem Sterling en stikpille på Twitter til de føromtalte fans.

'Bedste måde at gøre haderne stille på (og ja, jeg mener racister),' skrev Manchester City-stjernen Raheem Sterling, der også fik kastet en lighter efter sig, men som også løb ud til hjemmeholdets fans efter sin scoring og gestikulerede, at han ikke kunne høre dem.

Romelu Lukaku mener dog ikke, at problemet skal ignorers.

»Vi gør en masse for mange mennesker, så vi skal ikke glemme problemer vedrørende racisme. Jeg håber, vi kan løse det, men det kommer til at tage tid,« mener Romelu Lukaku.

Uefa har sidenhen anmeldt Montenegro for racistiske udtalelser.

Dermed risikerer Montenegro at få lukket dele af deres stadion ved næste hjemmekamp, hvorfor færre tilskuere vil få adgang.