Luis Suarez er smittet med coronavirus, dagen før Uruguay møder Brasilien i VM-kvalifikationen.

Stjerneangriberen fra Uruguay Luis Suarez er testet positiv for coronavirus.

Det oplyser Uruguays fodboldforbund ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Smitten sker på et skidt tidspunkt for Suarez og Uruguay. Således venter Brasilien i den sydamerikanske VM-kvalifikation tirsdag lokal tid i Montevideo.

Også på klubplan står Suarez til at misse en stor kamp, da hans klub, Atlético Madrid, på lørdag skal spille mod FC Barcelona - Suarez' tidligere klub.

Suarez var med fredag aften, da Uruguay i kvalifikationsturneringen vandt 3-0 ude over Colombia.

Ved den lejlighed scorede Suarez til 2-0.

Også reservemålmanden Rodrigo Muñoz samt en person fra staben er smittet med coronavirus, mens resten af truppen er testet negativ, lyder det fra forbundet.

/ritzau/