Han havde en afgørende fod med i FC Midtjyllands store pokaltriumf Kristi Himmelfartsdag i Parken. 

Og alt tydede på, at FCK-spillerne godt vidste, at det var Aral Simsir, de skulle passe på. 

Sådan så det ofte ud for Simsir i pokalfinalen. 
Sådan så det ofte ud for Simsir i pokalfinalen.  Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I hvert fald blev der begået et væld af frispark på Simsir, der ofte lå i græsset, mens FCK-fansene buhede af ham og de andre Midtjylland-spillere. 

Det gentog sig under hele finalen. 

»Jeg tager det som en anerkendelse og motivation. Når jeg får bolden, er jeg farlig og kan sætte noget op. De går hårdt til mig, det er sket hele sæsonen.« 

»Det kan være, jeg bliver irriteret eller sur et par gange, men i dag er det vigtigste, at jeg holdt hovedet koldt,« siger han om de mange frispark. 

Undervejs var FCK-anfører Thomas Delaney henne ved Simsir flere gange, når han lå i græsset og vred sig i smerte. 

»Han siger bare, at han ikke rammer mig, og at jeg smider mig. Det er Delaney, det gør han altid, det er bare sjov og god humor.«

»Jeg tager det som en joke, han siger det med et smil på læben. Han er en voldsomt rar person og en god fodboldspiller. At han prikker lidt til mig, det er bare mega fedt.«

»Han vil jo gøre alt for at vinde. Det respekterer jeg. Vi gør det jo også. At han kommer hen til mig og prøver at psyke mig, er bare, fordi han vil det så meget,« lyder det fra Simsir. 

Kort før tid var han med til at hive pokalen til Herning, da han lagde bolden flot ind i hovedet på Han-beom Lee, der stod for matchvindermålet. 

Her tog Simsir sig til hovedet og kiggede hurtigt op på en særlig del af Parken. 

»Der er en masse følelser i det her. Jeg tænker som det første, om der er offside eller ej. Efter det kigger jeg op til min familie, der betyder meget for mig. Pokalen er dedikeret til fansene, klubben og min familie,« siger han stolt. 

Det er anden gang i klubbens historie, at man bliver pokalmestre. 

Læs B.T.s dom fra opgøret her.