Arsenal har tabt fire af deres seks seneste kampe og har i samme periode indkasseret hele 16 mål.

Det har fået fansene til at kræve forstærkninger på målmandsposten, og ifølge flere engelske medier som The Sun, Leicester Mercury og Mirror skulle Arsenals franske manager Arsène Wenger da også være klar til at tjekke tjekkiske Petr Chech ud til sommer og hente en ny førstekeeper ind.

Og som det varmeste bud på en afløser peger de engelske medier på den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel, som Arsène Wenger skulle være mere end opsat på at få placeret mellem stængerne på Emirates.

Men franskmanden er dog ikke den eneste, der har fået smag danskerens kvaliteter. Real Madrid og Manchester United har også udset sig Schmeichel som deres næste målmand.

Den 30-årige dansker har været et af få lyspunkter på et Leicester-mandskab, der i forhold til sidste sæsons triumf i Premier League, i denne sæson har været noget mere vakkelvorne.

Kasper Schmeichel havde blandt andet en stor aktie i den engelske klubs samlede sejr over Sevilla i Champions Leagues ottendelsfinaler, da han i begge opgør nappede et spark fra 11-meter pletten, ligesom han i Premier League det meste af sæsonen har været en sikker sidste skanse.

Foto: John Sibley
Vis mere

Foto: Carl Recine
Vis mere

Derudover vandt Kasper Schmeichel tidligere i år Spillerforeningens pris som årets danske spiller, ligesom han for nylig genvandt DBU's pris som årets fodboldspiller i Danmark.

Arséne Wengers kontrakt udløber med udgangen af indværende sæson, og i følge The Sun kan franskmandens interesse i Kasper Schmeichel være et tegn på, at franskmanden også er ved roret i London-klubben næste sæson.