Svimlende millionbeløb ruller ind på bankkontoen hos Premier Leagues superstjerner, hvor en vis nordmand er den bedst betalte.

Det er ikke så overraskende konklusionen, når man kigger på de tal, som den store franske sportsavis L'Equipe afslører.

Men ud over at Erling Braut Haaland ikke bare scorer mål, men også kassen i usædvanlig grad, så fremgår det også af L'Equipes artikel, at en noget udskældt Manchester United-spiller – noget mere overraskende – indtager en fjerdeplads på lønningslisten.

For kigger man på afkastet, som Manchester United får ud af at betale 3,2 millioner kroner om ugen til Jadon Sancho, så må det siges at være noget skuffende.

Jadon Sancho flankeret af Cristiano Ronaldo og Christian Eriksen.
Jadon Sancho flankeret af Cristiano Ronaldo og Christian Eriksen. Foto: YIANNIS KOURTOGLOU
Vis mere

Den engelske offensivspiller, som kom til klubben i sommeren 2021, har kun scoret fire mål og leveret en assist i de 14 kampe, han har spillet i sæsonen, hvor han flere gange har været henvist til bænken.

Mere valuta for pengene får Manchester City altså ud af at betale Erling Braut Haaland 7,6 millioner kroner. Om ugen! 39 mål har den lange angriber eksempelvis leveret i den igangværende sæson.

Officielt er Haaland-holdkammeraten Kevin De Bruyne en anelse bedre betalt på grundlønnen, men Haalands bonusser sender ham op på førstepladsen, skriver L'Equipe.

Manchester United-målmand David De Gea tjener det samme, som Citys norske topscorer scorer i grundløn – 3,4 millioner kroner om ugen – og får dermed en fornem tredjeplads på listen, mens superstjernen Mohamed Salah fra Liverpool indtager en delt fjerdeplads med samme løn som Sancho.