Fra Liverpool til Thisted.
Den meget kendte danske indkastspecialist Thomas Grønnemark har indgået en aftale med den danske 2. divisionsklub om at træne dem i hans speciale.
Onsdag vil han således være på banen og have skiftet stjernenavne som Mohamed Salah og Virgil van Dijk ud med mindre kendte spillere som Kasper Skak og Emil Lagergaard.
Det oplyser Thisted FC på sin hjemmebane.
»Det er spændende, at han kommer og bringer nogle af sine tanker og færdigheder til os. Fodbold er en masse statistik, og kan man få nogle af procenterne med sig ved at nørde i indkast, så er det fantastisk,« siger Thisted FCs cheftræner, Bo Thomsen.
Thomas Grønnemrk er i gang med sit andet år hos Premier Leagues tophold, hvor manager Jürgen Klopp nyder stor glæde af danskeren. Derfor kan han sagtens se sig selv tage endnu et år i det engelske.
Grønnemark har verdensrekorden i indkast med et kast på 51,33 meter.
Han har også tidligere været indkasttræner i de danske klubber FC Midtjylland og AC Horsens.