Liverpool er Champions League-mester.

Et år efter at være blevet slået af Real Madrid i finalen tog Jürgen Klopps tropper sin egen form for revanche, da Tottenham på Estadio Metropolitano i den spanske hovedstad blev slået 2-0 på mål af Mohamed Salah og Divock Origi.

Det er første gang siden 2005, at Liverpool vinder Champions League, og sjette gang i alt, at holdet fra Merseyside sejrer i Europas mest prestigefyldte klubturnering.

Kampen var kun 24 sekunder gammel, da dommer Damir Skomina pegede på straffesparkspletten i Tottenhams ende.

Fra sin position lige inden for kridtstregerne havde Sadio Mané forsøgt at vippe bolden videre, men den ramte i stedet Moussa Sissokos arm.

Mohamed Salah lagde bolden til rette, og egypteren svigtede ikke fra 11 meter-pletten foran et måbende Tottenham-publikum bag Hugo Lloris' mål. 1-0 til Liverpool efter 1 minut og 48 sekunder - det næsthurtigste mål i en Champions League-finale nogensinde.

Efter lige at have sundet sig fik Tottenham sat gang i spillet igen, og første halvleg udviklede sig til at blive jævnbyrdig.

Ingen af holdene formåede et finde rytmen, hvilket gav sig til udtryk i en del upræcise afleveringer.

Målchancer var der ikke mange af. Især Tottenham havde problemer med at komme igennem Liverpools defensiv, og så sluttede første halvleg, som den startede, med en 1-0-føring til Liverpool.

Situationen på måltavlen gav sig til udtryk i spillet på banen i starten af anden halvleg. Tottenham havde noget at indhente og kom ud efter pausen med energi.

Det blev dog ikke til mere end forhåbninger for London-klubben. Et par enkelte muligheder blev det til foran Liverpools mål, men skarpheden manglede, da det gjaldt.

Det var tæt på at blive 2-0, da James Milner i det 70. minut sendte bolden fladt forbi den ene opstander.

Et lille kvarter senere fik Tottenham et frispark på kanten af Liverpools felt i venstre side. Christian Eriksen sendte bolden mod fjerneste stolpe, men Alisson Becker parerede sikkert bolden ud til et hjørnespark, der efterfølgende endte i ingenting på grund af en offside.

Tre minutter senere blev kampen så afgjort. Efter lidt småspil på kanten af feltet efter et hjørnespark fik Divock Origi bolden i venstre side af feltet, hvorefter belgieren køligt fordoblede Liverpools føring.

Det fjernede gnisten i Tottenham-spillernes øjne, og kort efter kunne Liverpool-lejren bryde ud i jubel ved dommerens slutfløjt.

/ritzau/