Det er nok de færreste, der ville sige nej til at mødes med en af verdens bedste forsvarsspillere.

Ikke desto mindre var det tilfældet for det 17-årige Liverpool-talent Harvey Elliott, der inden denne sæson var jagtet af flere storklubber rundt om i Europa.

For i et nyt interview med The Athletic fortæller den unge englænder, at han under en besøg hos den spanske storklub Real Madrid afslog et møde med Real Madrids anfører, Sergio Ramos.

»Nej, det er okay. Jeg bryder mig ikke om ham, efter hvad han gjorde mod Mohamed Salah​,« lød det fra Harvey Elliott, da han blev tilbudt muligheden for at møde den spanske forsvarsgeneral.

Harvey Elliott i kamp mod Arsenal i den engelske Carabao Cup 30. oktober 2019.
Harvey Elliott i kamp mod Arsenal i den engelske Carabao Cup 30. oktober 2019. Foto: JASON CAIRNDUFF
Vis mere

Afvisningen kom som et resultat af en duel mellem Sergio Ramos og Liverpool-stjernen Mohamed Salah under Champions League-finalen i 2018.

Undervejs i første halvleg af kampen kom de to modstandere i en duel om bolden, hvor Salahs arm blev fanget i Ramos' ditto, inden de to spillere begge væltede omkuld på græsset.

Uheldet medførte, at Mohamed Salah faldt hårdt ned på sin venstre skulder, hvorfor den egyptiske stjerne måtte lade sig udskifte med en skulderskade efter blot en halv times spil.

Efterfølgende var der debat om, hvorvidt der var tale om et hændeligt uheld eller en bevidst handling fra Sergio Ramos' side. Real Madrid-anføreren var dog efterfølgende ude med en hilsen på Twitter.

Det var i denne situation, at Mohamed Salah blev skadet under Champions League-finalen 26. maj 2018.
Det var i denne situation, at Mohamed Salah blev skadet under Champions League-finalen 26. maj 2018. Foto: GLEB GARANICH
Vis mere

»Få det hurtigt bedre, Salah. Fremtiden venter på dig,« skrev Sergio Ramos dengang, efter Real Madrid havde sikret sig en finalesejr på 3-1.

Men den specielle situation fik tilsyneladende alligevel indflydelse på Harvey Elliotts valg af klub, da han sidste sommer skulle skifte væk fra Fulham.

Foruden Real Madrid var der også rygter om interesse fra blandt andet storklubber som Paris Saint-Germain, Manchester City, Arsenal og Chelsea.

I sidste ende valgte det engelske talent dog at skrive under med Liverpool, som han selv har været livslang tilhænger af, hvor han fik Premier League-debut 2. januar på hjemmebane mod Sheffield United.