Liverpools nye stjerneindkøb Thiago Alcantara er blevet testet positiv for coronavirus.

Det oplyser Premier League-klubben på sin hjemmeside tirsdag aften.

Den 29-årige midtbanespiller befinder sig nu i hjemmeisolation.

»Vi har fulgt alle retningslinjer, og Thiago er okay. Han vil være i selvisolation nu, som reglerne foreskriver, og forhåbentlig er han snart tilbage med os igen,« siger holdets læge Jim Moxon.

Thiago Alcantara, der for nyligt skiftede Bayern München med de engelske mestre, var ikke med i mandagens 3-1-sejr over Arsenal. Her oplyste klubben, at det skyldtes 'mindre fysiske problemer'.

Det viser sig dog nu, at det er en positiv coronatest, som har sendt den spanske landsholdsspiller på sidelinjen for en stund.

Klubben oplyser, at Thiago har udvist milde symptomer, men forsikrer dog om, at spanieren allerede har det bedre.

»Klubben har fulgt, og vil fortsat følge, alle protokoller relateret til covid-19, og Thiago vil forblive i selvisolation i den påkrævede tid,« skriver klubben.

Midtbanekratøren var i sidste sæson med til at vinde Champions League for Bayern München, hvor han har spillet siden 2013. Forinden tørnede han ud for FC Barcelona, hvor han aldrig for alvor slog igennem.

Men efter syv år i den tyske klub, havde spanieren nu brug for en ny udfordring, og defor hostede Liverpool-manager Jürgen Klopp angiveligt op med 200 millioner kroner for at sikre sig stjernen.