Mohamed Salah er kendt som en fodboldspiller af Guds nåde.

Men han er også meget andet, og det har Time Magazine fået øjnene op for, da de for nylig placerede ham på deres omfattende liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

Og i et dertil skrevet interview åbnede Salah op for sine personlige holdninger om blandt andet Egypten, Mellemøsten og den muslimske verdens kvindesyn, skriver Time.

»Jeg tror, vi bliver nødt til at ændre måden, vi behandler kvinder i vores kultur. Det er ikke til diskussion,« siger han blandt andet.

Mohamed Salah var for nylig med til at sparke Liverpool i Champions League-semifinalen.
Mohamed Salah var for nylig med til at sparke Liverpool i Champions League-semifinalen. Foto: MIGUEL RIOPA
Vis mere

Videre fortæller Liverpool-stjernen, at han har ændret sit syn på ligestilling, efter han har set, hvordan kvinder i hans »kultur og i Mellemøsten« bliver behandlet.

»Jeg støtter kvinder mere, end jeg gjorde før, for jeg føler, at de fortjener mere, end hvad de får i øjeblikket,« siger han til magasinet.

Hos Time har HBO’s Last Week Tonights vært John Oliver - som også er Liverpool-fan - skrevet pæne ord om Salah.

Han skriver blandt andet, at Salah er et bedre menneske, end han er fodboldspiller.

»Og han er én af de bedste i verden,« tilføjer han.

Derudover kalder han Salah for 'et ikonisk forbillede for egyptere, scousers (folk fra Liverpool, red.) og muslimer verden over'.

Mohamed Salah indrømmer i interviewet, at han føler sig presset af at blive set som en rollemodel, mens han på samme tid er stolt.

»At være den første egypter i denne situation, og at ingen har gjort det før... Det er noget særligt,« siger han om placeringen på listen over de indflydelsesrige.

Salah er også blevet kaldt 'Kongen af Egypten', og han tilbedes i stor stil i landet.