Mohamed Salah nåede ikke at få nogen afgørende betydning for Liverpools Champions League-nederlag til Real Madrid lørdag aften, da han måtte skiftes ud midt i første halvleg med en skulderskade.

I en duel med Sergio Ramos faldt stjernen så uheldigt på sin venstre skulder, at han måtte lade sig skifte ud med tårerne trillende ned af kinderne. Angriberen vidste, at den var helt gal, og mon ikke også han frygtede, at det kommende VM med Egypten var i fare. Det er det ikke.

Salah går grændende fra banen.
Salah går grændende fra banen. Foto: ROBERT GHEMENT
Vis mere

Sådan lyder det fra den egyptiske ungdoms- og sportsminister Khaled Abd Elaziz på Facebook. Ministeren har været i kontakt med den egyptiske landsholdslæge, der har talt med Liverpools lægestab, som bekræfter, at Mohamed Salah vil blive klar til VM.

Ifølge Khaled Abd Elaziz er det en ledbåndsskade, Salah har pådraget sig, og den vil koste ham to uger på sidelinjen. Samtidig fortæller Abd Elaziz, at det er aftalt med Liverpool, at Mohamed Salah vil blive hos den engelske klub for 'at få den bedst mulige behandling og rehabilitering'.

Derefter vil han støde til den egyptiske VM-lejr i Italien.

Der er blevet spekuleret i, at Sergio Ramos med vilje skadede Mohamed Salah i finalen i Kiev. Efterfølgende har Real Madrid-anføreren blandt andet sagt sådan om skaden:

»Fodbold viser sig nogle gange fra sin gode side, andre gange fra sin dårlige side. Når alt kommer til alt, er vi alle partnere.« Du kan læse mere om Sergio Ramos' syn på det her.