Med en 4-1-sejr hjemme over West Ham er Liverpool nummer to i Premier League.

Med sejren springer Jürgen Klopps fodboldmandskab op på 57 point for 28 kampe, og det er ét point mere end Manchester United, som har spillet en kamp færre.

Emre Can åbnede scoringen på et hovedstød efter hjørnespark i det 29. minut.

Seks minutter efter pausen scorede Mohamed Salah sit 23. ligamål i sæsonen, så han nu deler topscorerværdigheden i rækken med Tottenhams Harry Kane.

Roberto Firmino gjorde det til 3-0 efter 57 minutter, før Michail Antonio pyntede for gæsterne, og Sadio Mané satte punktum på Anfield.

De øvrige tophold skal først i aktion søndag.

Tottenham skal på besøg hos Crystal Palace, og Manchester United tager imod Chelsea i Premier League, før Arsenal og Manchester City mødes i Liga Cup-finalen.

Andetsteds i ligaen sad Pierre-Emile Højbjerg på bænken i hele kampen, da Southampton fik 1-1 ude mod Burnley.

Mathias "Zanka" Jørgensen og Jonas Lössl startede inde, da Huddersfield på udebane besejrede bundproppen West Bromwich Albion med 2-1.

Huddersfield er dermed tre point over nedrykningsstregen, mens Southampton ligger á point med nummer tredjesidst, Swansea.

/ritzau/