Liverpool-spilleren Alex Oxlade-Chamberlain skal være far.
Det afslører han på sin Instagram.
Liverpool-spilleren danner par med popstjernen Perrie Edwards, der er en del af popgruppen Little Mix.
'Er der nogen, der har gode råd til, hvordan man skifter bleer? Så taknemmelig og glad for at skulle være far. Kom an med de søvnløse nætter,' skriver han på sin Instagram, hvor han har modtaget en væld af lykønskninger fra holdkammeraterne i Liverpool samt flere kollegaer fra Premier League.

Parret har været sammen siden 2017, og nu venter så et nyt skridt i forholdet.
Oxlade-Chamberlain startede sin fodboldkarriere hos Southampton, inden han i seks år spillede for London-klubben Arsenal. I 2017 skiftede han så til Liverpool, hvor han på trods af skadesproblemer har kunnet kalde sig engelsk mester samt Champions League-vinder.
Han har desuden spillet 35 kampe for det engelske landshold, som han fik debut for tilbage i 2012.
27-årige Perrie Edwards og popgruppen Little Mix blev dannet i den britiske udgave X-factor i 2011, hvor gruppen endte med at vinde sangkonkurrencen. Hun har tidligere dannet par med en anden sanger, der fik sit gennembrud under X-Factor, da hun var sammen med den tidligere One Direction-sanger Zayn Malik.