Liverpool tabte lørdag et vigtigt skridt i kampen om andenpladsen i Premier League.

Ude mod bundproppen, West Bromwich, var Liverpool foran 2-0 indtil 11 minutter før tid, inden West Bromwich iværksatte et comeback.

Dermed missede Liverpool en gylden mulighed for at hale ind på Manchester United.

Øverst i artiklen kan du se højdepunkter fra opgøret

Liverpool ligger på tredjepladsen med 71 point, mens United på andenpladsen har 74 point.

United har også en kamp i hånden, men ikke får mulighed for at udvide forspringet i weekenden, fordi holdet spiller semifinale i FA Cuppen mod Tottenham.

West Bromwich er fortsat tæt på nedrykning i bunden af tabellen.

Den skadesplagede Liverpool-angriber Danny Ings var på pletten bare fire minutter inde i lørdagens opgør. Et kort hjørnespark havnede i fødderne på Sadio Mané, som med et smart vip kom fri til at smække bolden i feltet.

Her stod Ings klar til at hamre kuglen resolut i kassen med sit første Premier League-mål i 930 dage.

En række af Liverpools sædvanlige startere var på bænken fra kampens start med tanke på tirsdagens Champions League-semifinale mod Roma.

Alligevel havde gæsterne flere gode muligheder for at komme på 2-0 inden pausen.

Ligatopscorer Mohamed Salah var tæt på at dreje et frispark op i krydset midtvejs i første halvleg.

Lidt senere fik Ings en gylden chance for at blive dobbelt målscorer, men målmand Ben Foster klarede flot angriberens flade forsøg fra tæt hold.

Det stod 1-0 ved pausen, men med små 20 minutter igen afsluttede Salah et Liverpool-angreb med hurtige kombinationer ved at vippe bolden i mål.

Det var Salahs 31. sæsonmål i Premier League. Han tangerer dermed rekorden for flest Premier League-mål i en sæson med 38 kampe. Rekorden har han nu sammen med Alan Shearer, Luis Suarez og Cristiano Ronaldo.

West Bromwich reducerede til 1-2 11 minutter før tid, og så lugtede bundholdet pludselig blod.

Med to minutter tilbage af den ordinære spilletid kom José Salomón Rondón først på et frispark fra venstre, og han headede den overraskende udligning i mål.

I bunden af tabellen ser det dog fortsat meget svært ud for West Bromwich.

Med tre kampe igen for West Bromwich er der otte point op til Swansea og ni point op til Crystal Palace på den rigtige side af nedrykningsstregen.

/ritzau/