Fodboldklubben Liverpool trækker sin beslutning om at sende medarbejdere hjem med løn fra staten i land.

Liverpool dropper at bruge den britiske regerings kompensationsordning til virksomheder under pres som følge af coronakrisen.

Det har klubben meldt på sin hjemmeside mandag aften.

Meldingen fra klubben er lidt af en kovending, da Liverpool først forsøgte at sende alle sine medarbejdere hjem med 80 procent løn fra staten i sidste uge. Klubben meddelte lørdag, at den vil betale de resterende 20 procent af spillernes løn, så de ikke vil miste løn under krisen.

Dette undskylder klubdirektør Peter Moore nu.

»Vi mener, at vi kom frem til den forkerte konklusion i sidste uge, da vi annoncerede, at vi ville søge om støtte fra ordningen, og det er vi meget kede af,« siger Moore i en udtalelse på hjemmesiden.

Det medførte voldsom kritik, også fra tidligere topspillere såsom Jamie Carragher og Stan Collymore.

'Al respekt og velvillighed går tabt,' skriver Carragher på Twitter. Øverst i artiklen kan de se, hvad han mener om, at klubben nu har ændret deres beslutning

'Jeg kender ikke nogen Liverpool-fans, der ikke vil have andet end afsky over for den beslutning. Det er bare forkert,' skriver Collymore på Twitter.

Også fans har ytret massiv utilfreds med den måde at gribe situationen an på, og klubben trækker altså nu i land.

Engelsk fodbold er udsat på ubestemt tid på grund af coronakrisen. En lønnedgang hos spillerne i den bedste række på 30 procent er desuden på bordet.

Premier League mangler at gennemføre ni spillerunder for at færdiggøre sæsonen.

I øjeblikket topper Liverpool helt suverænt Premier League med 82 point og har hele 25 point ned til Manchester City, der på andenpladsen er noteret for en kamp færre.

Kampene i rækkerne under Premier League og FA-Cup er også udskudt på ubestemt tid.

/ritzau/AFP