Liverpool-manager Arne Slot forsvarer, at han stillede med flere af sine normale reserver i onsdagens exit i den engelske ligacup.
På hjemmebane tabte Liverpool med 0-3 til Crystal Palace, der dermed tilføjede Slots mandskab det sjette nederlag i holdets seneste syv kampe på tværs af alle turneringer.
Manageren føler sig nødsaget til at dosere spilletiden i et tæt kampprogram, hvor der venter nye opgaver i Premier League og Champions League i den nærmeste fremtid.
- Det lever ikke op til Liverpools standarder at tabe seks ud af syv kampe.
- Men vi har kun to dages pause, og så spiller vi den næste kamp. Så har vi to dages pause, og så spiller vi mod Real Madrid. Så går der nogle få dage, og så møder vi Manchester City, siger Arne Slot.
Nyindkøbene Alexander Isak og Florian Wirtz var ikke en del af truppen til mødet med Crystal Palace, og det samme gjorde sig gældende for stjernerne Mohamed Salah og Virgil van Dijk.
I stedet havde Arne Slot blandt andet sat teenagerne Kieran Morrison, Rio Ngumoha og Trey Nyoni på banen fra start.
- Alle kan have deres mening om det, men vi har måske 15 eller 16 førsteholdsspillere til rådighed i truppen, så det var den beslutning, jeg tog, siger Slot.
Mens Liverpool nu er færdig i ligacuppen, der også går under navnet EFL Cup, så er holdet de seneste uger røget ned på syvendepladsen i Premier League. Her har Liverpool syv point op til Arsenal på førstepladsen.
I Champions League har klubben hentet to sejre i tre kampe.
Lørdag får Liverpool besøg af Aston Villa i Premier League, inden spanske Real Madrid på tirsdag gæster Liverpool i Champions League. På næste søndag venter Manchester City på udebane i Premier League.
/ritzau/AFP
