Fra et overskud på knap 400 millioner kroner til et underskud i samme svimlende størrelsesorden.
Corona-perioden kan og har gjort en gigantisk negativ forskel for mange virksomheder, herunder fodbold-superklubben Liverpool FC.
Premier League-giganternes netop offentliggjorte årsregnskab viser nemlig en forskel på 750 millioner kroner på bundlinjen.
I regnskabsåret, der sluttede i maj 2019, havde Liverpool FC et overskud på 360 millioner kroner. I dag kom tallene, som gik frem til maj 2020, og altså inkluderede tre måneder i lockdown. Og nu er tallene røde som blod: Hele 393 millioner kroner har klubben tabt – og årsagen er soleklar: Coronapandemien og dens følger.

Som følge af pandemien stod Liverpools stadion, Anfield, tomt fra starten af marts til maj 2020 til kampe i Premier League, Champions League og så videre.
Derfor har klubben ingen billetindtægter haft i den periode. Derudover er indtægter fra tv også faldet med 500 millioner kroner alene.
Liverpool, som ejes af amerikanske Fenway Group, har ellers haft sorte tal i regnskaberne i fem af de seneste seks år. Selskabet venter, at coronakrisen også kommer til at spille ind i det næste regnskab. I alt estimerer klubben, at coronakrisen vil koste omkring en milliard kroner.
Liverpool var en af de europæiske storklubber, der havnede i et sandt stormvejr som følge af de kuldsejlede Super League-planer. Netop coronakrisens konsekvenser var et af de 12 klubbers argument for, at man trængte til en udbryderliga.