Det bliver en anderledes fest end ventet for Liverpool, hvis holdet vinder titlen for første gang siden 1990.

At løfte Premier League-trofæet uden fansene vil være en mærkelig oplevelse for Liverpools spillere.

Det mener Liverpool-anfører Jordan Henderson, der håber, at sæsonen snart kan genstarte.

Liverpool har brug for seks point i de resterende ni kampe for at vinde det engelske mesterskab for første gang i 30 år.

Der er fortsat ikke en dato for en genstart, efter at sæsonen blev suspenderet i marts på grund af coronapandemien.

Fans vil ikke blive tilladt adgang til de resterende kampe i en eventuel genstart. Det har den engelske regering besluttet.

- Selvfølgelig vil det føles anderledes, for hvis du vinder et trofæ og modtager det uden fans på stedet, så vil det være ret mærkeligt, siger Henderson til BBC Radio.

Han understreger, at titlen ikke er i hus endnu, og at der først skal leveres nogle resultater på fodboldbanen.

- Det er stadig ikke overstået, og vi har fortsat noget arbejde foran os. Vi ønsker at afslutte sæsonen stærkt, så vi kan sikre, at vi præsterer over en hel sæson.

- Efterfølgende, og hvis vi vinder trofæet, og fansene ikke er der, så må vi håndtere det, siger Henderson.

Klubberne i Premier League begyndte i sidste uge at træne i mindre grupper uden fysisk kontakt.

Onsdag er planen, at klubberne snakker sammen og beslutter, om næste og anden fase i Projekt Genstart, som tillader fysisk kontakt mellem spillerne til træning, kan sættes i gang.

/ritzau/