Liverpool jagter ny Champions League-finale, men Jürgen Klopp foretrækker at vinde ligaen, forsikrer ekspert.

Liverpool er ved at gøre det til en god vane at nå helt frem til Champions League-finalen under manager Jürgen Klopp.

I maj 2018 blev det til nederlag på 1-3 til Real Madrid i Kiev, og for fire måneder siden endte det i triumf i Madrid, hvor Tottenham blev besejret 2-0.

Tirsdag aften skydes det nye Champions League-gruppespil i gang, og Liverpool indleder mod Napoli jagten på et finale-hattrick, der i så fald vil være tilsat et ekstra krydderi for klubben.

Finalen spilles i Istanbul, hvor Liverpool i 2005 begik sit historiske finalecomeback og vendte 0-3 til sejr mod Milan. Jürgen Klopp sætter dog ikke næsen op efter en gentagelse.

- Jeg vil ikke have noget problem med, hvis det sker igen, men på dette tidspunkt, er jeg ikke så sikker på, at det vil ske, siger Jürgen Klopp.

Han ser sit hold som kandidat til at nå langt, men der er mange klubber om buddet, mener han.

- Vores chancer er lige så gode som de fleste andres, men jeg tror ikke, at den engelske dominans bliver så stor. Mange klubber har gode chancer.

- Juventus vil være der, Paris Saint-Germain ligeså. Og Real Madrid. Bayern München har hentet Ivan Perisic og Philippe Coutinho, hvilket vil være et stort boost.

- Man kan også tage et kig på Borussia Dortmunds trup. Er Liverpools stærkere end den? De kan lave fem ændringer, og du vil sige, "spillede de virkelig ikke i sidste uge", eksemplificerer Klopp.

Liverpool har åbnet Premier League med fem sejre og en målscore på 15-4 og har allerede et forspring på fem point til den nærmeste forfølger, Manchester City.

Netop de klubber kæmpede en indædt kamp om mesterskabet i sidste sæson, hvor City vandt med blot et point.

Dermed har Liverpool stadig ikke vundet mesterskabet siden 1990, og sulten efter Premier League-titlen kan koste internationalt, mener Viasats fodboldekspert Peter Kjær.

- Som udgangspunkt har Liverpool gode muligheder i Champions League. Man er ikke dårligere end i sidste sæson, hvor det lykkedes at gabe over begge dele, og det er svært at pege på hold, der er markant bedre lige nu.

- Men forbeholdet er, at ligaen kommer til at fylde maksimalt. Sad du alene med Klopp og lovede, at intet ville slippe ud, ville han helt sikkert vælge Premier League-trofæet. Det er det, fansene vil have efter så mange år, siger Peter Kjær.

Napoli og Liverpool var også i samme gruppe i sidste sæson, hvor klubberne sloges om at komme med Paris Saint-Germain videre. Dengang trak Napoli sorteper, da keeper Allison reddede Liverpool i sidste minut.

Tirsdag mødes de i Napoli klokken 21.

/ritzau/